lørdag den 10. januar 2009

Den nye store Stasi og den lille

Hans Martin Tillack, hedder en tysk Journalist, der for nogle år tilbage gravede godt og dybt i korruptionsmøget nede i Bruxelles.

Det skulle han aldrig havde gjort, der blev straks svaret igen med anklager om, at han havde bestukket sine kilder. Ikke nok med det. Det lykkedes EUs antikorruptionsorgan, OLAF, at pudse det belgiske politi på ham ud fra den undskyldning, at man ville finde frem til hans hemmelige kilder. Det ubetinget mod EUs egen menneskerettighedskonvention og pressens særstilling i forhold til kildebeskyttelse. Han blev fængslet for nogle timer og fik 4 mobiltelefoner, 2 computere beslaglagt og 16 bokse med dokumenter.

Disse papirer fik han først tilbage sidste år, efter 4,5 år!

Politiet opgav først, at anklage ham for at bestikke sine kilder i tirsdags og lukkede sagen.

Altså man har fortsat, selv efter 2007, hvor EU domstolen dømte at hans ytringsfrihed var blevet antastet og pålagte Belgien at betale en erstatning til ham på 10.000 Euro.

Mere magtmastodontisk, verderstyggelig magtarrogant adfærd skal man lede længe efter.

Men der findes altid en lille Stasi i medieverdenen.

Som Paula Larrain skriver for "journalisten", "Fri presse er en illusion":

Det mærkelige består i, at netop Christian - om nogen - ved, hvad journalistik kan komme til at koste. Christian var som ungt, blændende talent primus motor for de berømte historier om Riffelsyndikatet, der kort tid efter sendte den gamle tante ud i det ene frasalg efter det andet.

Det var nogle dramatiske dage, vi var igennem dengang. For den frie presses skyld. Retten til at skrive kritisk om hvad som helst – imod en hvilken som helst parts interesser. Også vores hovedaktionærers.

...

Det er på tide at indrømme, at den helt frie presse ikke findes. Kun ved at erkende dette, kan vi slippe journalistikken fri


Jeg er meget uenig. Pressen er naturligvis kun fri, hvis den skriver om det den ved. At der så er kommercielle interesser er klart og det kan lægge låg på ytringsfriheden, er en anden sag.
Så hvad vi kan erkende, er at pressen er ikke fri. Selv ikke når den har en god historie, som kunne sælge flere aviser.
Det bedste argument for en artikel, i en kommerciel mediebranche, er jo at artiklen sælger aviser, profilerer avisen og sætter dagsorden.
Selv når dette er på plads, som i sagen med riffelsyndikatet, så kan ytringsfriheden ryge.

Eller man kan sige det på en anden måde. Det er netop der ytringsfriheden for alvor ryger.

0 kommentarer: