fredag den 17. april 2009

Immigranter eller gæstearbejdere

Det seneste DJØF magasin om samfundøkonomien, nr.1 år 2009, har temaet, "indvandring og integration".

Det er naturligvis spændende læsning, men også med betænkelige tegn, på hvor forkert det er at bruge computerstyrede beregningsmodeller og glemme at både tænke selv, samt tænke bredere end de parametre som bruges i modellen.

Som den første af artiklerne, "Ny indvandring - nye udfordringer", i magasinet påpeger. Så er der dog sket væsentlige forandringer på indvandringsområdet. Vi har aldrig haft så mange indvandrere, men vi får færre famliesammenførte og asylansøgere:



I 2008 havde vi altså kun 5900 asylansøgere og familiesammenførte, et tilsyneladende drastisk fald. Et vidt begreb i øvrigt det med familiesammenføring, som dækker danske mænd med nye russiske eller thailandske koner, osv.

Men som Eyvind Vesselbo har været inde på, så er antallet af pakistanere og tyrkere på studie og arbejdsophold jo steget kraftigt.
Kigger man på, hvor meget nettoantallet af indvandrere fra den ikke-vestlige verden er faldet, er det knap så meget:

I det hele taget, at Danmark forøges med omkring 27.000 borgere årligt, eller hvis det (altså i teorien) fortsætter med 270.000 per ti år, eller 2.700.000 ekstra borgere på hundrede år, plus demografiske overraskelser. Altså 2.7 millioner mere der skal velfærdsydelser til, der skal være arbejde til, sygeplejesker, lærere til børnene. Den slags problemer kan man jo blot udskyde til senere, eller sende nogle flere danskere på invalidepension, førtidspension osv. Man sætter lapperne i gummislangen fast med en sømpistol.
Måske er det elitens drøm? At finansiere egen førtidspension med importeret arbejdskraft.
Problemet er at førtidpension, øvrige pensioner, osv. koster statskassen, også selv om de ikke figurerer i arbejdsløshedskøen. Samt at det private erhvervsliv betaler den udgift, et privat erhvervsliv, der ikke er kommet særligt mange nye arbejdspladser inden for, om nogle.
Altså i bund og grund fortsætter Danmark, som indførte omkring verdens mest liberale og lukrative, for asylansøgerne som blev flygtninge på første klasse, asylpolitik i 1983, med at være et åbent land, trods påstande om modsatte

At man på elitære plan ikke tænker sig om, er en senere artikel i DJØF bladet som sagt et tydeligt tegn på.

I artiklen, "Indvandring og finanspolitisk holdbarhed" af Peter Stephensen, åbenbares resultaterne af den finanspolitiske holdbarhed efter manageriet er kørt i gennem den "dynamiske generelle ligevægtsmodel DREAM.":

Ganske vist koster ikke-vestlige indvandrere jo mere finanspolitisk:

Indvandrere fra specielt mindre udviklede lande har tendens til at modtage mere i individuelle offentlige udgifter pr. person end personer fra de øvrige befolkningsgrupper af samme alder og køn. Det hænger naturligvis først og fremmest sammen med disse indvandreres lavere erhvervsfrekvens, lavere løn og forøgede ledighedsrisiko. Alle disse elementer betyder, at der er tendens til, at en gennemsnitlig indvandrer fra mindre udviklede lande modtager mere i overførselsindkomst end en person fra et mere udviklet land eller fra gruppen af personer med dansk oprindelse af samme alder og køn.
Og:

Det ses for det første, at børn og ældre er nettomodtagere af ydelser fra den offentlige sektor, mens personer i den erhvervsaktive alder generelt er nettobidragsydere til den offentlige sektor. Undtagelsen herfra er indvandrerkvinder fra mindre udviklede lande, der i gennemsnit for alle aldersgrupper er nettomodtagere af offentlige udgifter.

Efter så at have konkluderet, at ikke-vestlige indvandrere hælder mod en nettoudgift for samfundet, selv i den arbejdsdygtige alder, altså uden at medregne hvad opvækst og alderdom koster, så er det hele slet, slet ikke så slemt når det bliver kørt i gennem DREAM, blot man sætter parametrene på den rigtige måde, som f.eks denne her måde:

Det antages, at de ekstra indvandrere og efterkommere har gennemsnitlige karakteristika, der svarer til de ovenfor beskrevne for bestanden af indvandrere og efterkommere i år 2005. Resultatet af beregningerne er, at den øgede befolkning trækker produktion og beskæftigelse op.
Og:

Resultatet er, at den øgede indvandring betyder en relativt lille forværring af den finanspolitiske holdbarhed. I forhold til grundforløbet falder holdbarhedsindikatoren med 0,18 procent af BNP. Det svarer til en permanent stramning i finanspolitikken på ca. 3,1 mia. 2008-kroner.
Konklusionen er, at en permanent forøget indvandring har relativt store effekter på befolkningens størrelse og produktionen, mens effekten på forbrug og produktion pr capita er begrænset. Den negative effekt på den finanspolitiske holdbarhed er også lille målt i forhold til den forøgede indvandrings størrelse.
Det skal i parentes siges, at han her sigter mod en blandet indvandring af vestlige og ikke-vestlige indvandrere, ikke vestlige indvandrere udgør jo uomtvisteligt en større finanspolitisk byrde, men her kommer konklusionen:

Konklusionen er, at den store forskel i arbejdsmarkedstilknytning, produktivitet
og ledighed mellem indvandrere og efterkommere på den ene side og personer med dansk oprindelse på den anden, har stor betydning for den finanspolitiske holdbarhed. Analysen peger derfor på, at en vellykket integrationsindsats vil kunne give et meget stort afkast.
ikke kun for indvandrere og efterkommere, som vil opleve en velstandsfremgang, men også for personer med dansk oprindelse, som potentielt vil kunne opnå et højere niveau af offentlig service eller et lavere skattetryk end tilfældet vil være, hvis de nuværende store forskelle i adfærden fastholdes i fremtiden.
Jeg har kun et ord til overs for denne analyse, MAKVÆRK. Hvis jeg var censor, og dette var en opgave, ville jeg dumpe personen på stedet.
Her er hvorfor:

1. Man kan ikke sammenligne situationen fra midtfirserne til i dag, med situationen i fremtiden. Vi havde et opsving, nu har vi en økonomisk krise. Vi havde en mindre mangel på unge som blev dækket af indvandring, og angiveligt er vi mere end rigeligt dækket.

2. Vi har stort set ikke skabt ekstra arbejdspladser i det private erhvervsliv i 20 år. Vi har skabt 100.000 ekstra arbejdspladser i det offentlige. Mennesker der arbejder i det offentlige, regnes ikke som mennesker på overførselsindkomst, men de udgør ikke desto mindre en større offentlig udgift, end dem på overførselsindkomst selv om lønnen er lav i det offentlige, det tager inputtene i den model ikke forbehold for, så vidt jeg kan se. Vi har til gengæld fået 300.000 ekstra borgere som kun undgår arbejdsløshedskøen, fordi de endnu er for unge eller fordi 200.000 er gået på efterløn, eller på nylig folkepension. De famøse store efterkrigsgenerationer er for 50 procents vedkommende allerede på pension eller anden overførselsindkomst. Samlet set har vi over 800.000 i den arbejdsdygtige alder, på den ene eller anden måde uden for det almindelige arbejdsmarked og på overførselsindkomst.
Hvis det virkelig skal løbe finanspolitisk rundt med yderligere indvandring, skal vi skabe arbejdspladser i et meget højere tempo, end vi har gjort hidtil. Nettoforskellen af arbejdspladser i betalende private arbejdspladser, er der knap nok. At de private ansatte så nok i højere grad udgøres af højtlønnede uddannede, end lavtlønnede ufaglærte, i dag, end de gjorde for 20 år siden er en anden sag.
Det rokker ikke ved at 200.000 indvandrere, hvilket svarer til hvad vi i øjeblikket får på under et årti, kræver 200.000 nye private arbejdspladser, ellers er det en offentlig udgift. Det er klart ekstra mennesker giver plads til ekstra fødevareforretninger, frisører, osv. Men hvem skal stikke de penge man bruger i supermarkedet, eller hos frisøren, i hænderne på personen?
Ikke at se på vores evne til at skabe betalende private arbejdspladser er en megabrøler.

3. Han medregner ikke øgede omkostninger til kriminalforsorg, politi og retsvæsen.

4. Han medregner ikke, at en integrationsindsats koster og hidtil har vi ikke lykkedes med integration, altså det er et i bedste fald optimistisk bud, i værste fald politiserende, eller uigennemtænkt.

5. Når under nuværende betingelser, og ud fra de tal man faktisk arbejder med, kan se, at selv den almindelige dansker (figur 6) har problemer med opretholde et blot marginalt positivt nettobidrag til den offentlige kasse, når man regner udgifterne til barndom og alderdom med. Så kan man ikke konkludere, at med en vellykket integrationsindsats, så kan vi få potentielt både bedre offentlig service og lavere skat. Det hele her er simpelthen så hamrende ugennemtænkt.

Vi startede med gæstearbejdere. Det er der, vi burde ende igen. Det er nemlig den eneste form for arbejdsindvandring, der kan betale sig,
Putter de nok penge i statskassen kan de få pensionsret og permanent opholdtilladelse, så sparer vi udgiften til barndommen, men bliver de arbejdsløse, er det ud.

Men selv den er broget, vi har jo stadig 800.000 menneskelige skæbner på et overførselsindkomst sidespor i samfundet. Hvis arbejdspladser bliver snuppet foran næsen på arbejdsløse, ryger der flere derud, går i stå, og bliver uarbejsduelige, der er nu en gang kun de private arbejdspladser, i ved dem der betaler gildet, vi skaber og opretholder, ved at holde deres udgifter nede og muligheder oppe.

0 kommentarer: