Når intolerance forsvares som tolerance

Når en person i medierne snakker om at verden blevet mindre tolerant på det seneste, så forventer man det værste kulturrelativistiske ævl, og en omgang hyklerisk dæmonisering af personer som netop vender sig mod intolerante tankesystemer som Islam.

Derfor var det en lise for sjælen, at læse et interview med den i Libanon fødte forfatterinde og skuespiller, Darina al-Joundi, som har en noget klarere definition af hvem der er egentlig intolerant i Berlingeren:

"Også moralske og religiøse kodeks strammede grebet om den sprælske Darina, hvis syriske far – en journalist og forfatter i eksil – ellers havde indprentet hende livets glæder, hver gang de passerede en moské:

»Se, hvordan de har kastet sig ned, piger. Men I skal aldrig forære jeres røv til himlen. Til mænd lige så meget som I vil, men ikke til Vorherre. I har ret til at drikke, gå i byen, miste jeres mødom, blive gravide, men jeg gentager, jeg vil ikke se nogen bede eller faste i mit hjem.«"

Også sigende er begivenheden ved hendes fars begravelse, de gode muslimer har vel ment det godt, tænkt på hans sjæl frelse, samt deres egen forkærlighed for ritualer:

For selvsamme faders død blev symbolet på frihedens endeligt, da naboer og slægtninge med vold og magt forsøgte at afspille båndoptagelser med korancitater ved hans begravelse, selv om han eksplicit havde frabedt sig ethvert religiøst islæt. Og da Darina begyndte at feste og gå med drenge, blev hun frosset ud af den øvrige del af familien, der efter faderens død sågar fik hende indlagt på et sindssygehospital.

Fik i den. At være kvinde og ønske at have sit eget liv, samt et fornøjeligt et, tangerer i visse kredse sindsyge.

At synet på det område er præget af dobbeltmoral, har hun også en bemærkning til:

»At feste er en ting. Rigtig frihed er noget andet. At lave sin krop om med silikone, holde fester eller være elskerinde for en prins fra Golf-staterne – nogle er på den ene eller anden facon reelt ludere – det er velanset, fordi man så har penge. Men man har ikke ret til at have et frit seksualliv blot for lystens skyld,« svarer den storrygende al-Joundi. »Jeg blev kaldt luder, bare fordi jeg levede mit liv.«

Hun forklarer at at tilbage i tiden var der mere tolerance, og noget godt skal venstrefløjen jo have kredit for:

»Der var meget mere tolerance for 30 år siden, for dengang i 1950erne og 1960erne skød den arabiske venstrefløj op. I dag findes den religiøse fanatisme overalt i verden,« mener hun.

Men som hun siger, er intolerancen også ved at udbrede i vores verdensdel:

Man begynder at sætte spørgsmålstegn ved emner, som man lagde til hvile i 1980erne. Ikke kun i Frankrig, men i hele Europa,« siger al-Joundi, der også ser tegn på hvad hun kalder »socialt diktatur« i ikke-religiøse sammenhænge.

Censur i Vesten

Eksempelvis er der på en plakat for en udstilling om den franske filminstruktør Jacques Tati, som i øjeblikket pryder metrostationer og busser i Paris, blevet sat en stor blomst over hans legendariske pibe af frygt for en ny lov, der gør det strafbart at forherlige tobak.

Og interviewet ender med den tankevækkende sætning:

»Jeg flygtede fra den slags, og nu finder jeg det her. Den slags gør mig bange«.

Det spørgsmål er vi efterhånden mange`, der stiller, hvis det her vanvid af ensretning, overfladiskhed og hasardpolitik fortsætter, hvor skal vi så flygte hen?

Læs hele interviewet her: