søndag den 31. maj 2009

Et digt om at miste

Dette digt hører til blandt de første, jeg skrev - angiveligt omkring 1993-1994.
Det handler om at miste et menneske, man elsker. Et smukt og specielt menneske man altid vil savne.
På et subjektivt niveau var det tabet af min egen farmor. Det menneske jeg nok mest af alle savner, blandt de som er forsvundet ud i det ukendte.
Hun var et livstykke af energi og ukueligt mod. Hun arbejdede blandt andetpå en fabrik og satte liv i hele foretagenet med sin stærke og smukke sangstemme og sit gode humør.
Desuden var hun en vis gammel kvinde, der lyttede i mild tavshed, og lod sine kloge øjne signalere at hun forstod.
Hun var et stort menneske også i fysisk forstand. Hun voksede op i Skåne på en kartoffelgård. Hun var så stærk, at hun kunne banke de store drenge, når de drillede de små. Det gjorde hun så til stor fornøjelse for de små, der ikke kunne regne med de store drenges nåde.

Digtet er fra mine Rabindranath Tagore ynder dage og bærer præg af dette. Jeg valgte at gøre det mere universielt, for alle som har mistet en de holder af.

Til den elskede




Skønne blomst
Længe har du fundets ved min side
åh og så længe
har jeg nydt at indånde den duft
du som himmelsk vellugt,
som englenes stille sang
lod sprede gennem rummet
alt mens din ufattelige skønhed
frydede og belivede min sjæl.
Længe har du været hos mig
længe har jeg ønsket
at jeg kunne være som dig.

Du er en himmelsk stjerne
i mit ensomme mørke rum
og nu må du forlade mig,
dine kronblade falmer langsomt
på deres tristsommelige gang
mod forgængelighedens støv.
Nej, vil ikke lade tårer
falde over din spinkle
falmende krop,
for de ejer ikke den kraft
som kan få dig at spire på ny.
Du vil snart forlade mig
men du vil altid være hos mig
bankende i mit hjerte.

lørdag den 30. maj 2009

En lille tribut til The Pixies

The Pixies er mit yndlings rock band by far, selv om de blev opløst for mange år tilbage.
De er dog siden genforenet og begyndt at turnere med de gamle sange.

Det musik album jeg har hørt mest i mit liv, er uden tvivl Pixies, Bossanova.

Et album hvor rock skåret ned til det mest basale krydres med lidt avantgarde og lidt surf rock.

Musikalsk er albummet alsidigt, dog ikke så alsidigt som et af mine andre yndlingsalbum, Aztec Camera, med deres "Stray", et album hvor ret så forskellige musikgenrer udfoldes på et og samme album.

Men Bossanova har et drive over sig, en basal og original musikalitet, en minimalpoesi, en energi og skønhed og i øvrigt en helstøbthed, hvor der ingen deciderede smuttere er blandt numrene på pladen.

Albummet har jeg tærsket i gennem så mange gange, at jeg sled det gamle kassettebånd op, skiftede til CD, og er endnu ikke træt af at høre det, og høre det, og høre det.

Specielt to numre på pladen, har jeg hørt igen og igen, ofte har jeg hørt de to numre 2-3 gange, når jeg hørte pladen. Selv da det var på kassettebånd spolede jeg gladeligt tilbage, for at høre albummet og de numre igen og igen.

De to numre er "Is she weird, is she white" og "Ana".

Jeg starter med Ana, et nummer jeg tvivler på jeg nogensinde bliver træt af, et suverænt, nej genialt stykke musik med typisk "pixies" melodisk guitar, der skifter oktaver undervejs:



"Is she weird is she white", et nummer der er så groovy, at det er indbegrebet af selve begrebet, rytmisk rock når det er bedst, her i en mere afdæmpet BBC udgave, end den som findes på Bossanova, som er noget mere heavy(Advarsel der bliver skreget i gennem til sidst). Det er ikke uden grund at Nirvana nævnede Pixies som en af deres inspirationskilder, selv synes jeg Pixies var de virkelige Nirvana og havde fortjent greater fame:



Endelig mit yndlingsrocknummer, Caribou. Det er også Pixies, men fra et tidligere album.
Det er mørk og dunkel sang med en masse store følelser, der samtidigt er så utroligt smuk spillet musikalsk set og sunget med en følelsesmæssig dybde, der får sjælen til at ryste, jeg ikke kan komme i tanke om noget lignende.
Teksten er typisk minimalistisk, hvilket mange af Pixies tekster er. Lige som musikken kun har det basale med har teksterne samme præg. Her er teksten:

I live cement
I hate this street
Give dirt to me
I bite lament
This human form
Where I was born
I now repent
Caribou (3x)
Repent
Re-pe-ent
Give me wide
Ground to run
And foregone
Lets me knife
Knife me lets
I will get
What I like
Caribou (3x)
Repent
Rep-pent


Glædelig pinse

Pinsesolen siges at danse. I virkeligheden danser den hele året, blot lidt lavere på horisonten. Men lyst og varmt er det i alle fald i disse tider:

Og ingen pinse uden billeder af solen:



Demografi debat på et fransk forum

Jeg kan desværre ikke et ord på fransk, men Brussels journalen har oversat lidt fra en 16 sider lang debat mellem muslimer, hvor de spekulerer omkring, hvornår Frankrig får sit muslimske flertal.
Det er sværere end som så, men langt fra umuligt. De 10 millioner muslimer skal mindst seksdobles, før vi taler om et muslimsk flertal. For Franskmændende er cirka 55 millioner og sikkert nogenlunde stabilt det antal og det skal muslimerne så selv være, for at blive et flertal, det vil sige mindst 55 millioner.

Men før man overhovedet kommer dertil, hvad vil der ikke ske økonomisk, socialt? Ærligt talt tror jeg en borgerkrig og et generelt sammenbrud i Frankrig er en realitet allerede inden for de næste 20-30 år.

Muslimer føder ikke mange børn, for at erobre verden. De føder mange børn, fordi de har et fast kulturmønster, hvor man går fra forældrenes hjem til et hjem med ægtemagen. Gifter sig tidligt, får børn tidligt, lader kvinden gå hjemme og ser det som prestige at få mange drengebørn/sønner.

Det giver nu en gang en langt større demografi end vores, både fordi de vil føde dem tidligere, og dermed skaber 4-5 generationer på et århundrede, hvor vi typisk skaber 3-4. Samt fordi de faktisk vil føde flere børn per kvinde:

Hvis Islam fortsætter med at eksistere århundredet ud, vil der angiveligt også være lande med muslimsk flertal inden dette århundrede er ovre. Det vil dog ikke være Danmark, under forudsætning af en stadig stram indvandringspolitik, men kan blive Danmark hvis den "anstændige" (over for hvem?) indvandringspolitik med de facto åbne grænser, flere drømmer om bliver en realitet.

Vi har i den grad sovet i timen, og muslimerne på dette forum er ikke blinde over for islams mulighed for dominans i fremtiden.
Hvad for et samfund det så bliver? Ja, det kan man kun gætte omkring, men som Frankrig har det nu, burde det helst ikke blive værre, men det gør det.

Det er alvorlige sager, uanset hvad der sker. Et nominelt muslimsk domineret samfund vil gøre radikale muslimer langt mere aktive, og langt mere hensynløse i deres jagt på dominans, uanset om de er et fåtal.

I sidste instans kan det gå meget hurtigere, fordi almindelige franskmænd vil forlade landet i milliontal, som udviklingen tikker i retning af et muslimsk flertal, en udvikling er i gang som er ødelæggende for Europa, men vi er slet ikke nået til at fatte det grundlæggende i denne udvikling, fra forummet, oversat til engelsk:

- Salam. In a city of 22 thousand inhabitants a few miles from Paris, more than 6 thousand persons participated in the Friday prayer at 2:00 p.m., including a significant number of converted Frenchmen and Frenchwomen. At the end of the prayer, seeing these people, I began to wonder in how many years France will be a mostly Muslim country.

- (Abelatif from Belgium responds): You must not have any illusions, my brother. France as a Muslim country will be several generations form now, or more. But it's true that it's beautiful to see Muslims of all origins at the mosque... Praise be to Allah

- (ShamsTabrizi): I don't agree. considering the evolution of the situation I have been witnessing, I do not give it more than 30 years before we will see mayors giving sermons on Friday to the faithful.

- (Abdel93600 from The Netherlands): Salam. The French are no longer having many children. Let's do France a favor and ensure the renewal of generations. It's a problem for many European countries! The birth rate in France recently reached a record, the highest in Europe, due in great part, to immigrant women.

- (Prince.Hakim from Belgium): I think we're heading for a Franco-Creole-Maghrebin civilization with massive intermarriage under the aegis of Islam.

- (Maléikite from Belgium): Brussels will be majority Muslim in less than 20 years (these are non-Muslim statistics). Inch'Allah.

- (MonSpeudo2 from France): Stop dreaming up tales about our country. It will never belong to you

- (ShamsTabrizi to Prince.Hakim): Then you agree with me. France will surely be a Muslim land for our grandchildren, maybe our children. So we must begin to construct a good basis to avoid unpleasant surprises for them in the future.

- (Maléikite to MonSpeudo2): Don't worry, we'll protect your rights, you will have the status of dhimmi.

- (ShamsTabrizi to MonSpeudo2): Ask your father if he ever imagined so many mosques and Muslims when he was your age. Then you'll have the answer as to whom France will belong. I like France, and I will like it even more when it's Muslim. Don't worry, we will be lenient on Christian minorities.

- (Prince-Hakim to MonSpeudo2): It will not be a matter of conquest, but of adherence to a joint effort between Frenchmen and Maghrebins. You should consider converting to Islam.

- (Ilyas_95 from France to MonSpeudo2): Bah! As far as I know France belongs to me as much as to you, doesn't it?

- (Parisien from France to Ilyas_95): No. I don't think so...

- (Prince.Hakim to ShamsTabrizi): I would even say the French deserve to be a part of the Umma.

- (Ilyas_95 to ShamsTabrizi): It's ridiculous to use threats... We're stuck in the suburbs and the high-rises. To say things like we're going to turn France upside-down, when we are not even able to agree on the best way to scratch our noses...

- (Ilyas_95 to Parisien): Really? Why not?

- (El-che from France): In 1974, at the UN, the Algerian president Houari Boumediene, declared: "One day, millions of men will leave the southern hemisphere to go north. And they won't go there as friends. Because they will be going to conquer. And they will conquer and people the land with their sons. It is the womb of women that will bring us victory."
In Le Figaro, December 19, 2006, our great friend Muammar Quadhafi declared: "Without sword, without rifles, without conquests, the 50 million Muslims in Europe will transform it soon into a Muslim continent!"

- (Prince.Hakim from Belgium): I think we should have a friendly attitude towards the French and convince them to join us.

- (ShamsTabrizi to Ilyas_95): There is no threat but a simple observation, and when you say we can't agree among ourselves you're off the topic. I don't see what that has to do with the evolution of society advancing in the interests of Islam and Muslims. And that is precisely why I said earlier that we must begin to construct a good basis for the future of our children.

- (Abdel93600 from The Netherlands): Salam. Are there any cities in France that are already majority Muslim or close to it? Except for Roubaix (that goes back a long time) and Marseilles? We're off to a good start, one at the northernmost end the other at the southernmost end?

- (Ilyas95 to ShamsTabrizi): The political power is now in the hands of a minority that remains in power. The numbers do not in any way change the rules of the game... we just have to see to what extent "our" cities (those that are majority Muslim) represent an enviable model for the entire world...

- (Le Compagnon from the UAE to MonSpeudo2): It already belongs to us. First mission accomplished, second mission: children, third: Islamization. End of operation. You will have the right to attend school without a veil.

- (Shams Tabrizi to Prince.Hakim): Salam. That's the way things are going. In the mosque where I prayed on Friday, it was the number of French Muslims that surprised me the most. Naturally, Islamization of society will take place with their help.

- (Ilyas_95 to ShamsTabrizi): What is "Islamization" of France??? The fact that everybody is Muslim???I say this because it is an important point after all...

- (Parisien from France): Then the Israelis are right after all.

[Note: He links to another thread where Israelis are said to call for the slitting open of the stomachs of pregnant Muslim women. "Parisien" was eventually suspended from the forum, not surprisingly.]

- (Need_Peace from Morocco): Assalam alaikom to all. I was in France just once, in August 2007. I spent two weeks there on holiday. I did not make any particular acquaintances with our brothers and sisters of Islam, but for the entire time, I had the certitude that it was a country where Islam will be majority, and I said to everyone that France will be glorified by Islam. Inch'Allah. It warms the heart to see the number of committed sincere converts.

- (ShamsTabrizi to Ilyas_95): Who said anything about taking power? Here we are talking about a majority of the population and it's already a good start. If you also want power, then instead of thinking of yourself as weak and saying that we'll never succeed, rise up and give yourself the means to do it. Don't look for excuses to stay in bed.

- (Didyme from France to ShamsTabrizi): Hello. There are about 3 thousand converts to Islam each year. Let's be liberal and say 5 thousand. Let's forget about the Muslims who become apostates. In order for France to become a majority Muslim country only through conversion, 20 million Frenchmen would have to convert (half of the 60 million Frenchmen minus the 10 million who are already Muslim).

[Notice that he said TEN million, not the usual five or six we so often hear about.]
At the rate of 5 thousand conversions per year it would take... 4000 years! So it's difficult to count on conversions alone.
You can count on the higher birth rate among immigrant Muslim families than among non-Muslims. But as Muslim immigrants attain the same standard of living as non-Muslims, the birthrates will become equal.
You can count on immigration even though the current policies indicate the opposite, that is, a policy of expulsion.
[Note: If he thinks Sarkozy is expelling many immigrants, he is perhaps fooling himself. Larger numbers are coming in than returning home.]
But some can always dream about a majority Muslim France in a "maximum of 30 years."

- (El-che to Prince.Hakim): We are not supposed to be a people who terrorize and who seek to wage war and cause blood to be shed, so yes, we must have a friendly attitude towards them.

-(Prince.Hakim to Parisien, re: the Israelis): They should go back to Russia or Poland or Ethiopia.

The conversation goes on for 15 more web pages. I have not had time to read through it all, but French readers may be interested. The comments at François Desouche are worth a look, although I can only post a few at random out of the 200:

- I will not have my children baptized, so that they don't appear on the lists of Christians. Islamists, when they are in power in France, like the Nazis before them, love to consult lists.

- History always ends with massacres and bloodbaths! If you know how to read between the lines, you know what you have to do!

- (...) In short, I'm very pessimistic for the future of France. I think that the only element that could change the situation might come from international events and a possible conflict with Iran. The Muslims of France will feel threatened and I think very violent riots are foreseeable on French territory, even kamikaze attacks! At that moment, a possible civil war between pro-Iranian and ethnic Frenchmen (of Christian origin) could break out.

- What a bunch of rats... but frankly, even if the country becomes Islamized, I don't think it will become a Muslim country so easily. I have hope that the French people in their majority will finally revolt before that happens.

- We still have time. You don't need 50% Muslims in France for chaos to reign. there are about 4-5 million Muslims in France, or 6 to 8% of the population. They already have quite a bit of nuisance value. Not to mention the non-Muslim foreigners. In all, perhaps 8 million non-Europeans, or 13% of the population.

- (...) Really I would tend to say there are about 8 to 10 million Muslims in France.

- With respect, I feel that the number of 5 million Muslims in France was surpassed long ago. There are at least 10 million!!

- I would say 10 to 12 million. Sometimes, I feel like leaving this country. It's becoming too hard, like seeing a woman you love, with her veins slashed, in a bathtub, and not being able to help her.

- Nobody is really fooled. At any rate not the ethnic Frenchmen. Almost everybody knows that there will be violence at the moment of the "passing of the torch", when the Muslim community is almost in the majority and their "cultural demands" become laws... There will always be a temptation on the part of this community to affirm its domination. It's then that things will begin to go badly.

- (...) Our friends the immigrants, Islamists, collaborators should not worry too much: the French are patient, very patient, too much so, but above all they are unpredictable and the day when the fire is lit, no one will be able to stop it. History has already proven that. (...)

- Having worked a various maternity hospitals in Paris and the nearby suburbs, I can attest that black women are in a very large majority. And they don't have just one child... I saw fewer Maghrebins.

- (In response to the reader who said he wants to leave the country) And that doesn't take into account the social climate. I don't know how it is where you work, but at my job it's war.

- At my job if they're unhappy, they back off. But there's a Frenchman who praises the "virility" of the immigrants, but when it's said about a white man, that's no good, it's Le Pen. Yet in his heart, I feel sure that he suspects it will end in complete chaos. But he prefers to live like an ostrich.

fredag den 29. maj 2009

Et kirkedigt i disse tider

Vi taler om adskillelsens af kirke og stat. Flygtningene i Brorsons har drevet flere til at melde sig ud af folkekirken. Det er nye tider. Er religionen en kulturarv, vi skal honorere, ja det synes jeg.

Den er en del af vor historie, og historien kan vi aldrig smide ud af vort blod.

Men kirken skal adskilles, den skal adskilles i vort indre, fra vor tanke. Her taler jeg om dogmerne og troen. Troen er et fortidslevn, men det er næstekærligheden ikke. Jesus kernebudskab er aldrig uden aktualitet, kun den indpakning kirken har givet den og de forvrængninger og gradbøjninger, for at slet ikke tale om særdeles totalitære forbrydelser den historisk forårsaget.

Med det mener jeg ikke, vi skal være naive eller tossegode, men vi skal hjælpe hinanden og tænke på omverdenen. Og vi skal hjælpe os selv uden tro på bønner og uden at blive båret frem af andre, det er det, vi skal have til at gå op i en højere enhed.

Personligt går jeg kun i kirkerne, for at tage del i familiens og bekendtes glæder eller sorger.
Når præsten taler, lytter jeg og forventer det værste, klar til at lukke af. Det sker man bliver både glædeligt overrasket og såvel, for at vende den modsatte side af mønten op ad, chokeret i et omfang man ikke havde forventet.
Jeg er stadig medlem af folkekirken, en længere historie jeg ikke vil komme ind på her.

Nej, den adskillelse af kirke og samfund som er den vigtige, er adskillelsen inden i. Den mentale adskillelse.

Den har altid eksisteret, mennesker har altid tænkt sit eget inde i sit indre, når præsten talte.
I dag er der nok færre end i tidligere tider, som lader sig bevæge til tungetale, det helt store amen.

Men den vigtige adskillelse sker stadigvæk inde i vores sind. Det er for så vidt ligegyldigt, hvor mange kirker eller moskeer vi har, eller ikke har, hvis denne indre adskillelse ikke finder sted.

Så hvorfor adskille i det fysiske, det som allerede er adskilt i det psykiske?

Det ville da være langt mere vigtigt, hvis vi var bevidste om troens uden-nådegaver i en bredere forstand.
At vi adskiller også politisk tro, alle former for ideologisk tro, fra vort mentale indre.

Det vigtige er vi tænker selv, og ikke lader andre tænke for os!

En af mine yndlingsdigtere er Henry Wadsworth Longfellow.
Han skrev som 26 årig, så vidt jeg husker, et af hans bedste digte som netop var en selvstændig reaktion, et ungdommeligt oprør, inspireret af præstens gudstjenester:

A Psalm Of Life

By Henry Wadsworth Longfellow


What the heart of the young man said to the psalmist.

Tell me not, in mournful numbers,
"Life is but an empty dream!"
For the soul is dead that slumbers,
And things are not what they seem.

Life is real! Life is earnest!
And the grave is not its goal;
"Dust thou art, to dust returnest,"
Was not spoken of the soul.

Not enjoyment, and not sorrow,
Is our destined end or way;
But to act, that each to-morrow
Find us farther than to-day.

Art is long, and Time is fleeting,
And our hearts, though stout and brave,
Still, like muffled drums, are beating
Funeral marches to the grave.

In the world's broad field of battle,
In the bivouac of Life,
Be not like dumb, driven cattle!
Be a hero in the strife!

Trust no Future, howe'er pleasant!
Let the dead Past bury its dead!
Act, - act in the living Present!
Heart within, and God o'erhead!

Lives of great men all remind us
We can make our lives sublime,
And, departing, leave behind us
Footprints on the sands of time; -

Footprints, that perhaps another,
Sailing o'er life's solemn main,
A forlorn and shipwrecked brother,
Seeing, shall take heart again.

Let us, then, be up and doing,
With a heart for any fate;
Still achieving, still pursuing,
Learn to labour and to wait.



Det er ikke første gang, jeg bringer et digt af Longfellow. Hans digt "Excelsior" bringer os om noget dybt ind i sjælen på det, som har skabt en stor kultur som vores. Det er nok hans mest kraftfulde digt, i min optik, og et yndlingsdigt af mine.

Et frihedsdigt

Da jeg skrev dette digt for mange år tilbage, var jeg noget af en frihedsfundamentalist. Jeg brød mig slet ikke om nogle, politiske, sociale, ideologiske overgreb på min frihed eller andres.
Jeg var i øvrigt ikke politisk i den fase af mit liv, men forkastede politik og stemte blankt.

Men samtidigt var jeg klar over, at manglende frihed oftere er noget, du kan give dig selv skylden for.

Man bliver aldrig fri, før man bliver fri i sit indre. Fri i sin handling, fri i sin tanke, fri i sit sjæleliv. Som jeg før har skrevet. Bliver man i det hele taget aldrig fri, før man er er fri for frygt.

Men frihed går dybere end det. Lader du dig rive med af alt, ufrivilligt altså? Er du afhængig af hvad andre siger, mener, tror om dig?

Hopper du med på inklusionsvognen, drikker dig hjernelam selv om du egentlig ikke har lyst?
Gradbøjer dig selv, for at være in?

Spørger du dig selv nogensinde, hvem er jeg - bag al opvæksten og alle facaderne?

Det følgende digt, jeg skrev for omkring 11-12 år siden, handler om at være afknyttet i forhold til omgivelserne, at priotere at kende sig selv, og at hvile i sig selv uanset hvad tilværelsen stiller op med af storm og modgang og fortsætte med at brænde inden i, omend du må leve med erkendelsen af, at verdenen er en stor omgang force majeure, du ikke kan undgå, men bestemmer selv hvordan du forholder dig til:

Transmobil





Menneske

du er fri!

Lad ikke bevægelsen magt

omtumle dig

lad ikke indtryksbombardementet

ryste dig

lad ikke tågerne

sænke sig over din livsflamme.

Det uendelige skyggespil

strækker sig gennem evigheden

alting samler sig

og splittes

udfoldelse

indfoldelse

og dig! Midt i mellem.

Lad alting flyde

det flyder

flyd ikke med

vær hinsides

smilende

hvilende

i hjertefryd

indhvirvlingsfri

blandt omhvirvling

vær fri!

Rollerne er omfordelt

Regeringen havde egentlig tænkt sig at tillade halalslagtning uden bedøvelse.

Men det var oppositionen og DF der måtte stoppe dem.

Der kan man bare se. Men for at parafrasere Bertel Haarder, så er man vel ikke regering for leverpostej og tørklæder, samt bedøvet slagtekvæg.

torsdag den 28. maj 2009

Smile

Charlie Chaplins gode, gamle sang, smile.

Han har vist aldrig selv sunget den, kun skrevet den.

Her er den med den kun 7 årige Connie Talbot, som tabte finalen i den bristiske X Factor til en hvis operasyngende mobilsælger, ved navnet Paul Potts:

Update: Kom i tanke at den nuttede lille pige, som ganske vist synger fantastisk for sin alder, har nogle problemer med udtalelsen af ordene, så her er teksten af smile:

Smile
tho'
your heart is aching,
Smile
Even though it's breaking,
When there are clouds in the sky- You'll get by,
If you
Smile through your fear and sorrow,
Smile and maybe tomorrow
You'll see the sun come shining through- For you.
Light up your face with gladness,
Hide ev'ry trace of sadness,
Altho' a tear may be ever so near,
That's the time you must keep on trying,
Smile- What's the use of crying,
You'll find that life is still worthwhile,
If you just smile.






Hvis i endnu ikke har haft fornøjelsen af at opleve hendes audition, så er den her, hvor hun synger somewhere over the rainbow:


Og Smile med Nat King Cole:

tirsdag den 26. maj 2009

Velfærd på nødpumpe

Topråb:

Vi har stadig vor lille beskedne andel af verdens sorte guld, blot ikke så længe endnu, selv om nye reserver findes løbende. Sidste år nettede det en pæn andel milliarder, omkring de 35 af slagsen, der faldt på et tørt sted i statskassen. 573 milliarder var statens udgifter i 2008, cirka.
Det var så 6,1 procent af de evigt lækkende statslige udgifter der blev reddet, eller som lettede skroget med oliepumper.

Men vor kære nye minister har i dag dårligt nyt
. Allerede nu og frem til 2010 kan vi se frem til underskud på statens finansbalance. Det betyder velfærd på kredit, omend den sidste olie i velfærdsstatslig forstand nok lader vente på sig.

Men lad os nu bruge vores fantasi:

Vi går 40 år frem i tiden.

1. Vi har ikke længere olieindtægterne.

2. Befolkningstallet er vokset med mellem 500.000 og en million på grund af nyindvandring, EU, og visse unævnelige landegruppers langt mere effektive demografiske strategier - eller mere er skam også muligt, make no mistake. Hvilket kræver langt mere offentlig service og giver langt flere på overførselsindkomst.

3. På trods af "lidt - angiveligt lidt" tilbageholden af lønkrav, bedre vilkår for industrien og de små private virksomheder, er det ikke for alvor lykkedes at standse den udvikling, hvor virksomheder flytter udenlands for at få bedre vilkår.

4. Skatteprocenten og forholdene generelt - læs det unævnelige, efterhånden noget større mindretal - har betydet at ressourcerige borgere har forladt landet i større andele end tidligere set.

Dette er plausible muligheder, som blot er en fortsættelse af nuværende tendenser her i landet, eller tendenser vi kan se i andre lande.

Det kan ikke siges nok, eller kraftigt nok.

Det er nu, vi skal have styr på vort samfund!

Det er nu politikerne skal indse, at deres første og mest grundlæggende pligt, er at bevare et godt, rigt, retfærdigt, solvent, sikkert og stabilt Danmark.

Det er er nu eller aldrig, "vandet koger og verden venter ikke".

Politikere; find jeres lommeregner, realitetssans, fornuft, pragmatik og mod, nu!

Undskyld salmesangen og parafraseringerne, men det drejer sig om "at blive ved den jord som tjener os bedst".

Ellers for at sige det på jævnt dansk - Det er sgu nu, vi skal trække i arbejdstøjet.

Fornuftsvæsener i alle lande forener eder, og idioter - la´vær` med samme og hold lige lav profil et par årtier, mindst, tak.

mandag den 25. maj 2009

DR må lange en undskyldning til Pia

Isak Winkel Holm havde citeret Pia Kjærsgård for at sige at muslimer yngler som rotter.

Det har hun aldrig sagt, og i øvrigt vist heller ikke Glistrup, som man siger det samme om. Det er helt tredje medlem af hedengangne Fremskridtspartiet, der vist står for det citat.

Men det er elitens og mediernes yndlings sport, at finde citater de kan hetze DF med. Helst så falske og dæmoniserende som muligt. Muslimerne må efterhånden frygte, at vi bare venter på at begå folkemord mod dem, så forvrængende de farisæiske politiske korrekthadende "helgener" i dette land er.

Som regel foregår det ved at udelade nogle dele af sætningen.
Som da f.eks Morten Messerschmidt sagde noget alá, at de samfund som holder fast i Islam som ideologi er eller bliver tabersamfund.
Så blev det i medierne til muslimer er tabere alle zusammen, underforstået kulturmuslimer og mennesker født som muslimer og ikke alene radikale muslimer og sharia baserede samfund, som var dem Messerschmidt mente.

Det samme da Camre skabte røre i skinhellighedens hellige dam med den politisk ukorrekte frækhed, at sige at NOGLE muslimer kun ventede på at skaffe os af vejen, hvilket terrorister og islamister med Islams politiske overherredømme som mål nu en gang gør.
Så blev det også i medierne til at alle "muslimerne" vil skaffe os af vejen. Hvilket ikke har en flyvende elefant med hvad Camre sagde. Enhver ved godt de flere muslimer er hæderlige mennesker. Inklusive Camre som er et unikum med asperger tendenser, men bestemt ikke dum.

Men et fåtal er terrorister og islamister. En pæn stor andel, omkring tyve procent foreksempel for efterkommere af Libanesere og nogle flygtningegrupper er kriminelle.
Og mange er arbejdsløse og har integrationsproblemer generelt.

søndag den 24. maj 2009

Når jeg ser et rødt lam bræge

Carsten Jensen er ude med riven igen. De selvgode og i egen opfattelse højmoralske danskere har skudt forbi, siger det selvgode orakel, der mener at tilhøre en forstandig elite med den rette moralske indstilling til verden:

- Det er en fælles skandinavisk arv, at vi betragter os som moralske supermagter. At vi ikke sætter spørgsmålstegn ved vores egen godhed.


Det er bare ikke nogen fælles skandinavisk arv. Begrebet er en opfindelse af en selvgod elite i Sverige - selvmål Carsten. Det har intet med den opfattelse danskerne har af sig selv.
Det vi mener, og det som er velunderbygget af virkeligheden, er at vi har et nogenlunde demokratisk samfund. Et relativt set meget retfærdigt og velfungerende samfund som flertallet støtter. Hvor vi for noget tid siden også havde tillid til hinanden.
Denne tillid er efterhånden undergravet, af medier som man ikke kan tillid til. Af politikere som man heller ikke kan have tillid til. I det hele taget en elite af bedrevidende humanister, som har svækket selve fundamentet for samfundets sammenhængskraft med flere tiltag rettet mod opdragelse, familieliv, undervisning, kultur, samt belastet den danske økonomi med en stor indvandring, stik i mod folkets vilje.

Nej, nærmere end være selvgode og tro vi er moralske, ved vi, at det gode samfund vi havde hviler på nogle bestemte forudsætninger, som det ikke kræver meget for at tilte. Og når de ryger, så ryger tilliden, så ryger viljen til at betale skat. Så ryger det godes forudsætning. Og mennesket bliver i stigende grad et væsen der først og fremmest tænker på sig selv og sine nærmeste. Mennesket er et flokdyr, som samler sig med dem de ligner.

Det fleste mennesker ved godt, at det gode er noget kultiveret og næret, som kræver de helt rigtige forudsætninger. Og det er en erkendelse af, at det går galt, bliver blodigt, at folket vender ryggen til elitens selvgode, skinhellige, farisæiske, idiotiske eksperimenter, såsom indvandring og EU og den elitære foragt og udemokratiske magt de ligger for dagen i samme øjemed.


Derfor er de krige, vi nu pludselig bliver involveret i også det godes krig mod det onde. Og den forestilling om det demokrati vi kan opbygge, eller er ved at opbygge, i Afghanistan, er så naiv, at den befinder sig i tusmørkezonen mellem forbrydelse og dumhed.


Et manikæisk syn præger om nogen eliten, hvor DF er det onde, og de selv er det gode.
Danskerne generelt er nok godt klar over at virkeligheden er noget mere broget.

Og hvad angår Afghanistan, så er det nok de færreste, der tror på demokrati. Jensen forveksler nok igen en ideologi-idiotisk neokonservativ elites forestillinger med folkets.
Til gengæld bekæmper vi noget som er det helt modsatte af demokrati og frihed, nemlig Taleban. Den mest totalitære ideologiske gruppe i live på jorden i dag.
Og Afghanistan kan forandres til det noget bedre. Det kræver dog at vi bliver der i generationer, og at vi anvender mindre dialog og mere magt.
Kvinderne skal frigøres, undervises, Taleban skal tvinges helt ned under jorden og ikke have overflade magt i nogle områder. Radikal islam forbydes.

- Hvordan kan det være, at det kun er indvandrerne der skal opdrages?


1. Det er dem som har indvandret og skal tilpasse sig det land, de er kommet til.

2. Det er dem som har en lav tilknytning til arbejdsmarkedet, laver kriminalitet og opfører sig krævende, skaber besvær - hvorfor reagerer vi netop på muslimer og ikke vietnamneserne, sydamerikanerne, inderne, kineserne osv?
Hvis de opførte sig pænt og passede sit, ville de slet ikke være i fokus. Hvis politikerne havde tænkt sig om, og ikke startet en masseindvandring på et tidspunkt med stor arbejdsløshed, men i stedet et tidspunkt hvor vi faktisk manglede arbejdskraft, havde vi også været i stand til at se fornuften i det hele.

Den danske yndlingsfantasi er f.eks., at der ikke er ytringsfrihed i Sverige.
Det er der heller ikke, hvad angår indvandring. At få trykket noget i aviserne som er kritisk angående indvandring er meget svært, og det skydes straks ned som racistisk. Et parti som SD er gentagne gange udelukket fra medierne. Deres medlemmer bliver forfulgt voldeligt uden at nyde beskyttelse, eller at det overhovedet beklages. De er så nær frit jaget vildt, som man kan være i et samfund som nominelt kalder sig frit.

Der består debatten ikke af primalskrig, hvor de inderste følelser kommer ud i et frustreret hyl, når man vælter ud af bodega-erne og brækker sig ud over debatspalterne.
Når politikerne ikke gider at lytte til folket, og beslutter hen over hovedet på et flertal, så bliver folk vrede, det burde for så vidt være forståeligt nok.
At Carsten Jensen er en farisæisk idiot, der lukker det værste hadefulde og foragtprægede ævl ud fra tid til anden, gør ikke hans sag bedre. Han er jo heller ikke fuld, når han gør det.

Jeg mener, at der er en meget større rummelighed og et meget mere velfungerende demokrati i Sverige end der er i Dan-mark.
Det er dog en bizar definition af demokrati, at en elite påtvinger en befolkning en politik, de reelt ikke ønsker.
Et demokrati er per definition kun så vellykket som en regering lytter til folket og varetager landets interesser på en langsigtet måde.
Når politikere gambler med et lands fremtid, på en måde som ikke kan ombestemmes, eller omgøres - laves om af andre politikere. Så er det groft uansvarligt og meget udemokratisk.

- Vi skal igen turde åbne op og finde tilbage til den ånd der en gang styrede Danmark. Det gælder nemlig om, at rette blikket mod fremtiden og ikke tænke så meget over vores rødder og hvor vi kommer fra og vores forbandede identitet.
Det er noget uklart, hvad han mener med sådanne abstraktioner.
Men skulle jeg komme med et gæt; så drejer det sig nok om at finde tilbage til 1968 ånden og 1983 ånden, med åbne arme og grænser i naivitetens og drømmenes hellige og allermest skinhellige navn.
Men ikke identitet, værdier, personligt ansvar som betinger tillid, og slet ikke det samfund vi havde før de røde bukke og de bagstræberiske islamreligiøse, fik deres indflydelse på vores samfund til mere skade end gavn.

Når der skal afreageres


Så kan Call Of Duty 4 anbefales.

I spillet kæmper man som Marine, SAS eller Spetnaz.

Sidstnævnte, og i øvrigt en del maps, er i nogle tilfælde noget som umiskendeligt minder om mellemøsten.

Om det skyldes politisk korrekthed, at de ikke har valgt at kalde tredjeparten Taliban, ved jeg ikke?

Men spillet er bestemt ikke politisk korrekt, aim, shoot, kill :)

Her er en lille smagsprøve:



Og sådan ser de ud, de "Spetnaz" arabere man får muligheden for at skyde, hvis de altså ikke lige spilles af en som er hamrende dygtig.

lørdag den 23. maj 2009

Nå da da

Nogle gange overrasker virkeligheden.

Et spændende forsøg:

Et hold af forskere ved universitetet i Jena i Tyskland har undersøgt, hvad der sker, når man tager vitaminer lige efter fysisk anstrengelse. Resultatet blev, at indtagelsen af C- og E- vitaminer slettede nogle af de positive effekter, som træningen havde på forsøgspersonerne.

Ved træning frigives nogle kemisk ustabile molekyler, kaldet ”frie radikaler”, i kroppen. Men hos den gruppe af forsøgspersoner, der både trænede og spiste vitaminer, forblev niveauet af frie radikaler i kroppen det samme. Hos den gruppe, der trænede, men ikke spiste vitaminer, steg niveauet af frie radikaler. Og det sidstnævnte er positivt, mener forskerne.

Det betyder naturligvis ikke, at vitaminer ikke er gavnlige. Blot ikke lige efter træning.
Der overtager de i stedet pladsen fra kroppens egne virkemidler og sender det signal, at dens egen sundhedsberedskab ikke længere er nødvendig.

Moral er aldrig alene snæver tossegodhed

Debatten om irakiske flygtninge raser. Her kan anbefales både debatten på Eksistens og Uriasposten.

Havde du spurgt mig for nogle år siden, havde jeg tænkt, vi skulle tage vores del af ansvaret for situationen i Irak.
Men det var forkert tænkt, situationen er ikke vores ansvar, ej heller er det vores tropper som har gjort det dårligt i landet.
Vi kan ikke tage ansvar for at ukontrollerbare kræfter, hverken i Irak eller på Nørrebro.
Ansvarer tilhører de uregerlige og de voldelige, og det er ikke et spørgsmål om penge, fattigdom har aldrig nødvendiggjort en sådan adfærd. Det er mentaliteten, den er gal med.

Jeg har følgende punkter i debatten:

1. Snakker vi moralsk ansvar, så snakker vi også et moralsk ansvar over for demokratiet.
Og det danske folk har været overvejende mod de facto flygtninge og familiesammenføring i årtier - strengt ignoreret af folketinget.

2. Moralsk ansvar er også et moralsk ansvar over for de mennesker som vitterligt vil komme til at savne velfærd, som bliver udsat for den grove kriminalitet, som irakiske flygtninge historisk har udsat os for.
En over-repræsentation som i 2006 tal er 11 gange inden for narkokriminalitet. 24 gange inden for manddrab. 7 gange inden for vold mod offentlig myndighed. 4 gange inden for alvorligere vold og sådan kan man fortsætte:

3. Moralsk ansvar, er også et moralsk ansvar for at gøre sit bedste, sit ubetinget bedste, for at bevare et af de fredeligste, rigeste, mest retfærdige samfund på jord, uden at belaste det med polarisering og kriminalitet, yderligere udgifter uden tag.
Undergraver man samfund som de vestlige, er der kun helvedeshuller og semi eller heltotalitære regimer, mere eller mindre dysfunktionelle lande tilbage på jorden.
Det er der intet moralsk i. Det er både hovedløst og immoralsk.

4. De facto flygtninge begrebet, er et problem i sig selv. Specielt hvis man udvider det til lande hvor der er ustabilitet, hvor regeringen ikke decideret forfølger folk, hvor der ikke er reel storskalakrig, eller folkemord.
I så fald kan det siges, at vi skal åbne døren for Irak, Afghanistan, Pakistan, som er de lande vores indblanding yderligere har en rolle i. Det oven i at vi skal åbne døren for et borgerkrigsramt Afrika, folk fra regimer som direkte forfølger mennesker.
Med nogenlunde samme ret, kan vi sige, når vi blander os i Afrika - Sudan, Liberia, Sierra Leone, Congo og Eritrea/Etiopien - med FN tropper og ikke kan skabe fred og ro der, er vi forpligtet til at tage de facto flytninge fra de lande, en udvikling og tankegang uden loft.

5. Dette er ikke kun et spørgsmål om 300-400 mennesker, hvis vi anerkender disse Irakiske flygtninge som de facto flygtninge, kommer flere til - Sverige alene modtager vel over 20.000 årligt nu.

6. Disse flygtninge vil ikke kun være irakere, men øvrige arabere som palæstinensere og syrere som ikke er til at skelne fra irakere i udseende og sprog, som med falske papirer i hånden vil tage chancen - de har ikke så meget at miste, men alt at vinde.
Det er det helt modsatte for os, vi har intet at vinde og kun noget at tabe.

7. Vi gjorde i princippet det helt rigtige i Irak. Vi styrtede en brutal diktator, der årligt dræbte tusinder af mennesker, samt begik folkemord folkegrupper (ikke blot kurderne, men også marsk araberne efter golfkrigen) torturerede tilsvarende antal, og ingen havde en chance for at slippe fri uden at forlade landet.
Vores fejl består ikke i at styrte Saddam, men i at have tillid til at irakerne kunne leve fredeligt sammen og skabe et demokrati og i øvrigt at have fjernet saddam 12 år for sent.

8. Hvilket bringer mig til, at skabe demokrati er irakernes moralske ansvar. Vi kan ikke være demokratiske eller fredelige for dem, de må selv være det, skue indad, i stedet for at pege fingre.
Droppe deres sekteriske holdning, arbejde for at skabe et velstående og fredeligt Irak, de har olien at gøre det med og et ganske velfungerende uddannelsessystem, relativt.

9. Irak krigen var ikke så ulovlig, som man kan få indtryk af.
a. Efter første golfkrig, blev der kun indgået våbenhvile. En våbenhvile betinget af Saddams fulde implementering af FNs krav. Så teknisk set var det ikke en krigserklæring, men en fortsættelse af en krig.
b. Resolution 678 af 1991 kaldte på brugen af "all necessary force" for at gennemtvinge kravene mod Saddam og Irak.
c. Da USA for alvor overvejer regime change politikken, som i øvrigt blev USAs politik under Clinton efter Saddams grove resolutionsovertrædelser i 1998. kommer resolution 1441, som stadfæster "serious consequences" hvis Saddam ikke samarbejder fuldt, og bruddene var ikke kun masseødelæggelses våben:

* "In violation of Security Council Resolution 1373, Iraq support terrorist organizations that direct violence against Iran, Israel, and Western governments....And al-Qaida terrorists escaped from Afghanistan are known to be in Iraq."
* The United Nations Commission on Human Rights in 2001 found "extremely grave" human rights violations
* Iraqi production and use of weapons of mass destruction (biological weapons, chemical weapons, and long-range missiles), all in violation of U.N. resolutions.
* Iraq used proceeds from the "oil for food" U.N. program to purchase weapons rather than food for its people.
* Iraq flagrantly violated the terms of the weapons inspection program before discontinuing it altogether.


Verden er så i vort årti i mod krig som "serious consequences". Jeg var i mod krigen, meget! For det land bliver ikke demokratisk, og der fandtes andre løsninger. Men det forholder sig nu en gang sådan, at Saddam var et kontinuerligt problem uden en løsning, hans sønner var værre end ham selv, og alt der var prøvet hidtil havde ikke virket, men var blevet mødt med trods og konstant udfordring.
Det største problem er faktisk, at man ikke fortsatte mod Bagdad i 1991, så havde man sparet hundretusinder af irakiske liv og haft verdens opbakning til handlingen.
Det gjorde man så ikke, fordi man vidste at Saddam havde tegnet en cirkel rundt om Bagdad, og hvis man kom inden for den, ville han bruge WMD.

10. At Irak er endt, som det er endt, er hele verdens ansvar. I stedet for at bakke op om beslutningen, da den uafvendeligt var taget. Deltaget i projektet og postet penge i det, har man vasket hænder, gjort det sværere og meget dyrt for USA (I øvrigt indirekte fremhjulpet den økonomiske krise) og endda i høj legitimeret den svinske og umenneskelige terrorisme som tidligere Baath medlemmer og Al-qaeda har stået for som forståelig modstand.
Det kan vel næppe karaktiseres som ansvar, hverken over for USA eller Irak.
Medierne bærer et stort ansvar for en meget USA fjendtlig og ensidet dækning, der har skamredet WMD spørgmålet. Saddam lavede WMD i 1998. De var naturligvis stort set væk da inspektionerne kom tilbage og amerikanerne ankom. Men han havde stadig både midlerne, eksperterne og hensigten, hvilket gjorde det et kontinuerligt spørgsmål om hans legen kispus med FN mens han konstant dræbte og undertrykte, torturerede sit eget folk, eller acceptere at Saddam forblev som diktator med WMD. Hvis man ikke fjernede ham.

11. Verdens problemer løses slet ikke med de dyreste løsninger. Flygtninge på første klasse, er ikke en løsning, og slet ikke de facto flygtninges potentielle omfang. Ligeledes er det heller ikke muligt for vores økonomi at frelse en verden, der fungerer som en gold jord for den finansielle næring vi faktisk tilføjer.
Hvis vi skal tage ansvar, skal de tage ansvar selv. Ansvar for deres tankemåde og ansvar for deres demografi.
Du kan tage landende i mellemøsten på stribe, og folk ønsker at emigrere i hobetal og vil forsøge lidt af hvert, for at gøre det. Det skyldes dysfunktionelle regimer bundet i deres egen mentalitet, som i øvrigt vil emigrere med.

12. Irak er slet ikke usikkert over alt. Ikke mere usikkert end så mange andre steder på jorden.

Moral som et tunnelsyn har ingen berettigelse. Moral må nødvendigvis være pragmatisk, må være orienteret i forhold til cost/benefit. De flygtninge vi realistisk kan tage, de bliver aldrig andet end en symbolsk andel.
Hvor mange mennesker i Danmark ville anstrenge deres økonomi for de sultende i den tredje verden? Altså give et fast, stort, belastende for husstandens økonomi, beløb hver måned for disse mennesker? Hvor mange kan vi finde?


Det er alligevel den forventning man har til fælleskassen. Ikke blot at de den skal yde den, men på dyreste og til gavn for færreste, måde.

Eller hvem vil åbne deres hjem for, eller hjælpe en hjemløs? Snakker vi tunnelmoral er det jo det man bør gøre, for man har et medansvar for at vedkommende er fattig, hjemløs.

Det skyldes et snævert, visionsløst og ugennemtænkt syn. Samt en opfattelse af statskassen som en gylden pung, der bare flyder over med penge i al evighed efter behov.
Det gør den ikke engang i dagens Danmark, som har nydt godt af midlertidigt boligboom, der var lig med at pisse i bukserne for at holde varmen, samt olieindtægter, og vil slet ikke gøre det i fremtiden.
Vi er i færd med at ødelægge Danmark, og en af de vigtigste årsager hedder de facto flygtninge og familiesammenføringer.
For over et årti siden, var vi ledende med flygtninge per capita.

Nu har andre lande overhalet os der. Men vi har stadig mange flygtninge og et land som Sverige skal bestemt ikke forvente at resten af EU går flygtninge-amok i et skinhelligt vanvid med brede skyklapper for øjnene.

fredag den 22. maj 2009

Det rationelle menneske - hvor?

En af mine grueligste opdagelser i livet, i både min egen introspektive og ekstrospektive rejse rejse gennem livet - undskyld de besværlige ord, men de betyder at iagtage og reflektere over det ydre og det indre - er i hvor høj grad primitive/instinktive og irrationelle faktorer danner basis for vores adfærd, følelser og tanker.

Information har i dag en interessant artikel over samme tema:

Vi er alle Pavlovs køtere

Vi tror, vi er så kloge. Men ring med en klokke, og vi kommer løbende med savl ned af blusen. Det moderne menneske er stadig i drifternes vold og handler overvejende irrationelt. Information har talt med den internationale anerkendte hjerneforsker Martin Lindstrøm om, hvorfor vi i virkeligheden gør, som vi gør
Det harmonerer næppe med vores selvbillede. Men gransker vi os selv, samt verdenen med ærlighedens mikroskop, skærer gennem selvfortryllelsens og idealernes slør over vores kerne med den skarpeste analytiske skalpel, vil vi finde ud af, at vores idealer og selvopfattede civiliserede menneskelighed, blot er et tyndt lag glinsende lak over en ru og og primitivt bearbejdet overflade.

Det er også i dette lys, at ideologi er noget korporligt, antivirkeligt sludder. Det gælder kommunismen, næstekærligheden, multikulturalismen, liberalismen osv. De tilhører laget af tynd fernis, hvor vi befinder os på den forkerte side af den spejlblanke overflade.
Idealer og visioner er kun så gode som de er i pagt med menneskets natur.
Hvor de ikke er det, er de kun en blodig kollision med virkeligheden.

Vi er underkastet automatiske funktioner, der i høj grad er uden for vores kontrol.
I artiklen nævnes et interessant eksempel på, hvor mennesket reagerer stik i mod hensigten:

Og netop resultatet af hans målinger af de processer, der sker i hjernen, når vi udsættes for de mindre glædelige budskaber - som med cigaretter - er noget af det, der har fået folk til at spærre øjnene op. For hvor vi måske rationelt set ikke har det store behov for at dræbe os selv, så fungerer vi på det ubevidste plan anderledes. Vi fungerer ifølge Lindstrøm rent faktisk som den russiske nobelprisvinder Ivan Pavlovs hunde. Det, der sker, er, at vi koder lystoplevelsen ved at ryge sammen med mærkaterne på tobakspakkerne. De bliver et 'tegn' forbundet med den lystfølelse, som rygningen giver os, og fremkalder således en betinget reaktion. Så på samme måde som Pavlov kunne få hunde til at savle ved lyden af en klokke, skaber advarslen en rygetrang. Det lyder irrationelt, og det er det også.
Den politiske elite forstår hverken dette, eller forstår at repressiv trods af folkets mening, ender med at folket lader sjælens og naturens trods af det politikerne står for, være deres modsvar.

Rationaliteten kæmper hårdt i denne verden. Politikerne ved det så langt, at de gerne spiller på vores frygt, at de gerne bruger shaming. Nogle gange virker det. Men mod menneskets samlede natur kæmper selv langt mere oplyste mennesker end politikerne forgæves.

Specielt når politikerne forveksler den rationalitet, de selv står for, med noget pøbelen bør overtage som givet går det helt galt.
Et menneskes rationalitet, i det omfang det har denne, er menneskets eget.

Skal man snakke rationalitet med et menneske, skal man ind og starte rationaliteten inde i mennesket selv - lade det være det menneskes egen rationalitet, være med på at følge på den rute som det enkelte menneskes naturligt er på vej ud af egen intellektuel kraft.
Idealer, ideologier, indpodet skam, spillen på frygt, bliver aldrig andet end et fordømt forsøg på at omgå menneskets natur, som på et tidspunkt, hvad enten det tager århundreder eller dage, er dømt til at lide en modstand og modreaktion, der er kontraproduktivt.

Oraklet i Delfis inskription, "kend dig selv" er for evigt Alfa Omega i den menneskelige eksistens.

For politikerne gælder også "kend dit folk".

Men desværre er politikerne så ideologi fortabte, som et figenblad over politisk fantasiløshed, at de ikke kender sig selv. Endnu mindre kender de det folk, som de er sat til at regerere over - ud fra andet end meningsmålinger og lignende, som de alligevel overhører i elitær arrogance, når de ikke stemmer overens med deres idiosynkrasier.

Intet demokrati uden kend dig selv, kend dine medmennesker, dybt ind under overfladen.

Det er realisme, nærmere end konservatisme - demokrati er menneskets ærlighed over for det selv, og ærlige erkendelse af sine medmenneskers tanker, følelser, instinkter og natur, og naturligvis at tage undgangpunkt i denne.

torsdag den 21. maj 2009

Jerusalem - mellem høge og territorieafpissere

Netanyahu har for nyligt været ude og sagt, at han aldrig vil give slip på Jerusalem:

"Jerusalem was always ours and will always be ours. It will never again be partitioned and divided,"
Han siger for at legitimere sit krav yderligere:

"Only under Israeli sovereignty will united Jerusalem ensure the freedom of religion and freedom of access for the three religions to the holy places," he added.
Han har fuldstændig ret i. At under Islam kan man ikke være sikker på en ligelig fordelt frihed mellem religionerne.

Men det betyder ikke nødvendigvis at Jerusalem skal tilhøre Israel. Jerusalem er en vigtig by for tre religioner. Den bør være en international by, under FN myndighed og med FN politi til at holde orden.

Så kan verden også lære, hvilke betingelser Israel kæmper med. Og få syn for sagn angående om de virkelig kan gøre det bedre selv.

Men mon ikke omverdenen helst vil kritisere Israel, lade Jerusalem forblive underkastet samme islamiske overmyndighed som intet gør i forhold til kristne, der flygter fra Bethlehem:

The percentage of Christians in Bethlehem has been steadily falling, primarily due to continuous emigration. The lower birth rate among Christians as compared to Muslims also accounts for some of the decline. In 1947, Christians made up 75% of the population, but by 1998 this figure had declined to 23%.[61] The current mayor of Bethlehem, Victor Batarseh told the Voice of America that, "due to the stress, either physical or psychological, and the bad economic situation, many people are emigrating, either Christians or Muslims, but it is more apparent among Christians, because they already are a minority."[64]

Palestinian Authority rule following the Interim Agreements is officially committed to equality for Bethlehem area Christians, although there have been a few incidents of violence against them by the Preventive Security Service and militant factions.[65]



Når man ligger som man har redt

Går du tilbage i tiden har opbakningen til den danske flygtninge politik aldrig nogensinde været der, i hvert fald ikke efter indførelsen af de facto flygtninges ret til asyl og familiesammenføringsretten i 1983.

Den eneste forskel på dengang og i dag, er at man betragter spørgsmålet som langt mere vigtigt. Det som en naturlig konsekvens af udviklingen. Med flere og flere indvandrere i Danmark, vil dette blive et topspørgsmål, om ikke selve topspørgsmålet i dansk politik.

Det er simpel årsag og konsekvens og det sammen med problemerne - de spørgsmål der rejses - kan ikke snakkes væk.

Så modsat hvad mange tror, har indvandringspolitikken været en elitær trods af flertallet. En trods der i øvrigt har været karaktiseret af racismeanklager, dæmonisering af almindelige danskere og anklager om svinehundementalitet osv.
En permanent anklage af et flertals - fra elitært hold formodede - nedrige pøbelvælde og egoisme. En anklage der er en hån mod et dansk folk, som bekymrer sig mere for de svage i samfundet, end deres egen skæbne.

Find selv flere gode eksempler her, samt på Nomos hjemmeside - Antenora. På magtens visionsløse arrogance.

Dette er et demokratisk svigt af format, samtidigt med at det kun har gjort ondt værre. Du kan da ikke ændre en befolknings holdning, ved at ikke gøre noget som helst ved de kritikpunkter, de med rette har.

Det er næsten for mildt dømt. Det er så udemokratisk som noget kan være. Demokrati er ikke, hvad man kan slippe af med, når man har magten. Demokrati er evnen til at lytte til og respektere andres holdninger og lede forsigtigt til fordel for befolkning, nærmere end at bedrive et hasardspil med et lands fremtid.

Det er ikke med rette disse ledere kan kalde sig demokratiske, og oplyste har de heller aldrig været, de har om nogen lagt avnerne i ilden, handlet diktatorisk, formynderisk og mod bedre vidende.

Det skyldes dog næppe en kritik af indvandring i sig selv, når befolkningen har været i mod. Men nærmere dens omfang og den udnyttelse af godheden, som visse indvandrergrupper har kvittereret ved at blive kriminelle, samt en gruppe særdeles bevidste om deres sociale rettigheder, og i øvrigt det faktum, at det da var en velkendt hemmelighed, at mange f.eks libanesere ikke var mere forfulgte, end at de dengang og i dag rejser hjem.

Faktisk er der ikke mere svinehund og egoisme i befolkningen, end at holdningen til flygtninge som er personligt forfulgte er klar nok, at dem skal vi tage i mod vores andel af.

Problemet er de facto flygtningene og familiesammenføringerne. De kommer ikke nødvendigvis fra et land, hvor de risikerer forfølgelse eller død. Og forsøg på at snyde sig ind med falske papirer, eller "mistede" papirer gør ikke sagen bedre.

At forvente opbakning til, at alle som kalder sig flygtninge, skal vi lade tvivlen komme til gode og lade 20.000 - 30.000 - 40.000 tusinde flygtninge med familier komme ind årligt, med de konsekvenser det har for landets fremtid, for den sociale sammenhæng, muligheden for at få arbejde, finde bolig, for kriminalitetsniveauet, er en absurd forventning, der nærmere end at skyldes dumhed hos befolkningen, skyldes dumhed og manglende forståelse for konsekvenserne hos de politikere som støtter en liberal indvandringspolitik.

Det er simpel logik, at vi ikke kan løse verdens problemer med at indføre næsten ubegrænset ret til flygtningestatus på første klasse.
Det er for dyrt og løser ingen problemer.
Og uden at evne til at ty til fine ord og forklaringer, har befolkningen instinktivt fattet denne logik.

De facto flygtninge med familiesammenførte er der langt flere af, end vi overhovedet realistisk set kan kapere.

Modsat at være dumme eller egoistiske svinehunde, har flertallet af befolkningen blot indset dette, allerede i firserne.
De har indset dette i store flertal, man har forvekslet og blandet med rabiate, vrede stemmer som er et mindretal, der ikke formår at omsætte deres modvilje til en konstruktiv kritik.

Folkets mening har der aldrig været tvivl om, og vi taler flertallet - ikke skingre og vrede stemmer blandt fåtallet.
Og selv når en sober kritik har været formuleret, er det blevet skudt ned som racisme, det som er værre eller næsten lige så negativt.

Politikerne ligger som de har redt.

Flygtningene ligger som de har redt - uden de problemer de har disket op med, og de problemer som de ikke kunne undgå at diske op med, qua en hovedløs indvandringspolitik uden forståelse for de langsigtede konsekvenser, eller tilrådigheden af arbejdspladser, ville modstanden ikke være der.

Derfor kan det ikke komme som en overraskelse, at befolkningen er i mod at give irakerne asyl.

De ved, det er skruen uden ende. De ved, at det ikke er gratis. De ved, hvilke problemer tidligere indvandrere fra muslimske lande har disket op med.
At det er fåtallet, som giver de problemer, forandrer ikke noget, problemer er problemer, uanset om det er et mindretal eller flertal som skaber dem.

Under alle omstændigheder har vi ikke arbejde til 20.000 - 30.000 - 40.000 nye flygtninge, indvandrere, familiesammenførte om året.
Det ved befolkningen godt, og uanset hvor godt det artikuleres, eller hvor mange meningsmålinger der kommer frem, hænger store dele af eliten fast i samme dæmonisering, samme visionsløshed, samme formynderiske tone.

Vi ligger alle som vi har redt. Politikerne, befolkningen, indvandrerne.

Befolkningen har ikke vægtet problemet i forhold til dets tyngde - men de er heller ikke blevet hjulpet med oplysning og fakta, eller muligheden for indflydelse uden om et parti, de ikke nødvendigvis er generelt enige med.

Eliten har benægtet problemet og dets omfang, så vidt muligt.

Indvandrerne fra muslimske lande har ikke selv taget ansvar og været gode ambassadører for deres kultur og land.

Der skal folkeafstemning til her, det er et vigtigt spørgsmål. Et spørgsmål der er for vigtigt til at overlade en elite, der ikke forstår eller respekterer befolkningen.

Update: Og meget apropos denne post fra Snaphanen. En boganmeldelse i Weekendavisen af Klaus Wivel, der omhandler "Islam - et øjebliks uopmærksomhed". Om modstanden mod immigration i Europa og konsekvenserne af den søvngængeragtige elites holdning.

Så spilder vi kaffen

FBI har taget en terrorgruppe godt og grundigt ved næsen, forsynet dem med falsk sprængstof, og et falsk stingermissil, og ventet pænt på at de ville gennemføre deres angreb.

Men det er slet ikke det interessante, det interessante er terrorforsker Lars Erslev Andersens reaktion:

Ifølge den danske terrorekspert Lars Erslev Andersen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, er det bemærkelsesværdigt, at de fleste af fire mislykkede terrorister var født i USA og altså "hjemmegroede terrorister".

- Det har ikke været det store problem i USA hidtil. Det er egentlig bemærkelsesværdigt, at der i betragtning af den profil, som USA har, ikke har været flere problemer med den slags.

Det er dog endnu mere bemærkelsesværdigt, at vi ikke har haft det.
Fordi USA har trods alt godt styr på alle former for kommunikation, og har oven i smidt en 15.000 - 20.000 mennesker ud der var potentielt problem, med hård hånd.
Og de har et noget mindre muslimsk miljø at overvåge.

Terrorisme bestemmes ikke alene af hensigten, men af muligheden for at udføre terrorangreb.

onsdag den 20. maj 2009

En celle er bedre end en landsby i Somalia

Somaliske pirater vil slet ikke hjem, de vil hellere forblive fængslet:


»Min klient er sikker her. Hans egen landsby er domineret af fattigdom og sharialovgivning, men her får han god mad og kan spille fodbold og se fjernsyn. Han mener, at toilettet i hans celle er fantastisk«, siger advokaten.


»Han vil sende bud efter sin kone og børn så snart han er løsladt fra fængsel. Han ved, han ikke kan blive sendt tilbage til Somalia uden stort besvær. Han elsker Holland«, siger Willem-Jan Ausma til NRC Handelsblad.


Det er hvad vi er oppe i mod, mennesker der intet har at miste og alt at vinde.

Vi har til gengæld intet at vinde og alt at miste.

George Foreman interview

George Foreman var en negativ attitude rod som ung og senere en bokser, der nød at andre var bange for ham.
Efter en boksekamp i 1977, havde han i følge sin egen opfattelse en nærdødsoplevelse.
Den forandrede hans liv. Han smed boksehandskerne på hylden og blev præst i stedet.

George Foreman er en ærlig og sympatisk person i dag. Han arbejder også med at bringe unge rødder på det rette spor.

Jeg har sagt det før. Hvis vi havde en million Tøger Seidenfadens i Danmark, ville vores problemer med indvandring og deres kriminalitet ikke bliver mindre, men langt værre.

Til gengæld, hvis vi havde blot 1/1000 del af en million af George Foreman typer, barske og venlige mænd, der har været nede i sølet og er kommet op igen.
Så havde vi nok færre problemer.

Fantastisk interview med George Foreman fra ABC Boston:





Stor taktisk begavelse

Aktivister som kæmper mod udvisningen af indvandrere, valgte at markere deres synspunkter ved en retssag mod en iraker dømt for seksuelle overgreb mod en mindreårig:

30-40 aktivister fra initiativet "Stop Udvisningerne" demonstrerede foran byretten. De blev mødt af en politistyrke, som sørgede for, at demonstranterne ikke fik adgang til retsbygningen, der blev låst af.

Er indvandring lig med mere kriminalitet?

Morten Uhrskov Jensen forsøger i en kronik, at kvalificere en sammenhæng mellem indvandring og voldtægter i Sverige.
Dette er selvfølgelig en lettere umulig opgave, med hensyn til et land som ikke fører detaljeret statistik.
Som mine egne udregninger for nylig viste, er sammenhængen dog klar nok i Danmark.
Kun 64,29 procent af de dømte voldtægter begåes af etniske danskere.

Der er god grund til at formode, at fordelingen kan være tilsvarende og oven i købet værre i Sverige, da de har flere indvandrere og det i stigende grad, samt et straffesystem der ikke straffer sådanne tilbøjeligheder i særlig høj grad, hvis gerningsmanden altså overhovedet bliver fanget. Svensk politi har en dårlig opklaringsprocent.
Det vil sige har man tilbøjeligheden, så er blokaderne i princippet mindre.

Sverige har Europa-rekord med voldtægter. Men som Uhrskov Jensen er inde på, kan de ikke forklares alene med alle de forklaringer han gennemgår. Der har været en eksplosion i udviklingen de sidste år.

Alene i Skåne, en del af Sverige med 1.200.000 millioner indbyggere blev der citat:

Under perioden 11 april 2005 till 12 april 2006 anmälde 472 kvinnor i Skåne att de blivit våldtagna. Motsvarande siffra för Malmö är 124. Brottsförebyggande rådet, Brå, som tittar på brottsutvecklingen i Sverige
Det er mere end i Danmark som helhed.

Til gengæld kan vi se, hvor meget voldtægter stiger i en svensk indvandrerby som Malmö, hvor der kommer en anmeldelse for voldtægt cirka hver anden dag for tiden:

Våldtäkter

Antal anmälda våldtäkter
i Malmö.

Utomhus
2008: 30 (tom sep)
2007: 45
2006: 33
2000: 23

Inomhus
2008: 114 (tom sep)
2007: 110
2006: 89
2000: 69

Ligeledes har vi en anden kategori af kriminalitet, som indvandrere er stygt overrepræsenteret inden for:

Det er gaderøverier.

Da en politibetjent fra København hørte om antallet af gaderøverier i Malmö, troede han ikke på det og bad journalisten om at gentage tallet flere gange.
Malmø som er en by med 1/4 del af Københavns indbyggere, havde nemlig over dobbelt så mange af den slags røverier:

Storköpenhamn har drygt en miljon invånare. Förra året polisanmäldes 400 personrån i den danska huvudstaden. Motsvarande siffra i Malmö var 905...

Han skrattar först när Sydsvenskan presenterar Malmös personrånsstatistik för honom, ber att få siffrorna upprepade flera gånger.

Jag är chockerad över antalet personrån som genomförs i Malmö. Det är otroligt höga siffror med tanke på invånarantalet. Detta måste sysselsätta Malmöpolisen något oerhört, säger han.


For at blive ved Malmø. For en tre år siden blev en stor undersøgelse foretaget blandt 7338 unge i Malmö.
Den kom frem til det chokerende resultat, at kun 3 ud af 10 af de unge faktisk anmeldte voldstilfælde, og at, endnu værre, kun en ud af syv piger anmeldte voldtægt.

Hvis vi nu forestiller os, at i stedet for at læse om abstrakte tal i aviser, så følger vi de 280.000 Malmøborgere i et årti.
Hvis vi forestiller os, at de holder den samme anmeldelses statistik ved røverier, som de unge der udsættes for vold - det er som regel unge der udsættes for den slags kriminalitet.
Så vil der måske være 2000 røverier om året i Malmø. Hvis vi antager, at det ikke er de samme personer som bliver ramt flere gange. Så taler vi om 20.000 Malmøbeboere som bliver udsat for den slags i løbet af et årti.

Hvis vi siger det årlige antal voldtægter er 180 i Malmø, men kun en ud af syv voldtægter bliver anmeldt. Så taler vi om 1260 voldtægter om året, eller på de ti år, hvor vi følger de 280.000 Malmøborgere om 12.600 voldtægter i alt.

Hvad angår vold, så fører BRÅ i Sverige, desværre ikke en statistik alene for Malmø.

Men lever Malmø op til sin andel af gennemsnittet af de totalt 108.000 anmeldte voldforbrydelser for 2008 - Og det gør Malmø sikkert mere end rigeligt, så taler vi om cirka 3200 voldforbrydelser, hvor det reelle tal ligger omkring 10.000, hvis alle Malmøbeboere er lige så utilbøjelige til at anmelde som de unge, altså på ti år, vil 100.000 af de Malmøbeboere, vi følger, opleve vold mod sin person.

Update, Fandt via Snaphanen tal for vold i Malmø 2006:

Den skånska brottskartan skiftar kraftigt. Malmö dominerar vad gäller anmälningar om våldsbrott, inte bara till det faktiska antalet utan även i förhållande till befolkningsmängden.
I Malmö polisanmäldes 4 428


Altså 4428 tilfælde årligt. Hvis vi antager at kun 1/3 anmeldes, taler vi om 13.284 tilfælde, eller 132.840 tilfælde på et årti.

Det lyder af meget, men selv hvis Malmø kun holder sin andel af landsgennemsnittet og vi kun regner med de faktisk anmeldte, er antallet på et årti 32.000 tilfælde, over ti procent af befolkningen, hvis vi antager det er nye personer som udsættes for vold hver gang.

Og de bliver for de unges vedkommende kun anmeldt 3 ud af ti gange, og for alles vedkommende bliver de næppe alle anmeldt, for at slet ikke tale om det som regel er unge, der udsættes for vold.

Dette er selvfølgelig et tankeeksperiment, for de ældre er nok mere tilbøjelige til at anmelde forbrydelser, samt det er nok også tit de samme personer som gentagent tiltrækker vold - de letteste ofre.
Men om det så kun var det halve af de her tal, er det så blevet meget bedre?

I øvrigt skal det huskes, at ovennævnte også er under forudsætning af, at vold og voldtægter ikke stiger de næste 10 år, de er steget markant de sidste ti år.

Ydermere skal det huskes, at hvis du tilhører den 60-70 procent andel af befolkningen i Malmø som er etniske svenskere, er din chance for at blive udsat for vold, voldtægt og gaderøverier, noget større, end hvis du tilhører den 30-40 procents andel som er indvandrere.
Er du foreksempel kvinde, er du kun halvdelen af Malmø befolkning, nemlig 140.000.
Er du et barn eller en pensionistkvinde, er din chance endnu mindre - forhåbentligt, end hvis du er ung og smuk. De 12.600 voldtægter i løbet af et årti kommer primært til at ramme inden for en snæver andel af befolkningen, nemlig unge og yngre kvinder af svensk etnicitet.

Er Malmø en by du ville bo hele dit liv i? Og lade dine børn vokse op i? Hvis du havde et bedre sted at bo?

En voldtægt hver anden dag, en tre gaderøverier om dagen, lyder ikke af meget, det er dog kun den anmeldte top af isbjerget. Men over årtier bliver det til rigtig mange tilfælde. Dermed øges den gennemsnitlige Malmøbeboers chance for at blive personligt ramt.

tirsdag den 19. maj 2009

Et optimistisk og et pessimistisk digt

Jeg startede med at skrive digte i cirka 1992. Jeg har stadig min allerførste digtsamling, og det er jeg glad for.
Den var nemlig noget af det værste amatøriske brækværk, der nogensinde er skrevet. Som sådan et manifest i forhold til hvor meget man kan udvikle sig.

Digtene var bundløst naive, de var bevidst gjort endnu mere naive. Forbilledet var Rabindranath Tagore nærmere end Strunge, eller nogen anden vestlig digter.
Og det bevidst naive, ja, det var vel bare en erkendelse af, at jeg dengang var en naiv person.

Min næste digtsamling var noget bedre, dog langt fra god nok. Den havde dog sine lyspunkter, som følgende digt, der har begejstret flere tilhørere, når jeg i sin tid var ude og læse op.

Digtet er, hvad jeg i mange år kaldte, halvt i spøg og halvt i alvor, mit eksistentialistiske manifest:

Jeg Lever!





Jeg lever!


jeg er!


Dagene trækker spor

igennem rummet.


Længslen mod at svæve

ud i fremtidens

grænseløse land,

lever i mit bryst.


Øjne ser mangfoldige

formers boltren sig i væren.

Kroppen vrider sig

danser gennem tunneller,

mens følelser jubler, favner,

stiger og falder

i uendelige strømme.

Og tanker

fødes

dør,

analyserer og sorterer

gennem livets

udfald mod døden.


Jeg lever!

Og livet hvirvler

sig omkring stilheden,

omkring intetheden,

omkring tomheden.


Jeg er begge!


Jeg lever!




Anden digtsamling var dog heller ikke god, og jeg sendte den dog ind alligevel, men forstod godt hvorfor den blev afvist.
Jeg startede på en ny og tredje, hvor 200 digte i løbet af årene var inde eller ude af, og kun 1/5 del af dem overlevede.
Efterhånden forstod jeg, at hvis jeg skulle have en chance, så skulle jeg ikke bare skrive. Jeg skulle skrive på en bestemt måde. Jeg skulle skrive langt mere intellektualiseret, stringent, formfuldendt, minimalistisk, og have det typiske digtepublikum i mente.
Et af de sidste digte jeg skrev i 2000, er fra den tid hvor jeg til fulde forstod dette og i øvrigt overvejede det, indtil jeg gjorde op, at det aldrig ville blive mig, at andre lige så godt kunne gøre det som mig, det var ikke mig, ikke min natur, ikke noget jeg ville gøre.

Her er jeg i dag, journaliststuderende i stedet. Forklaringsproblem? Det synes jeg ikke. Journalistikken har et langt større og mere alsidigt publikum, med rum til lidt af hvert og flere friheder. Desuden er jeg også blevet mere kompromisøgende, og journalistik står ikke mit hjerte nært, på samme måde som poesien, ej heller er der nogle krav om, at den skal være formfuldendt i kunstnerisk grad, hvis den skulle vise sig at være det, mod forventning, er det da kun til glæde.
Desuden blev jeg klar over, at der var flere tanker inden i mig, end poesien kunne udtrykke.
Folk forstod slet ikke, hvad mine digte betød, det ville jeg egentlig hellere have, de gjorde, end være en abstrakt digter.

Så i stedet for at sadle om, overvejede jeg at forbedre, hvad jeg allerede gjorde, vel vidende inden i, at det var en kamp op ad bakke, som jeg egentlig ikke gad længere:
Mit sidste digt, bortset fra nogle enkelte skriblerier, nogle dedikerede kærlighedsdigte, som selv om det er noget af det bedste, jeg har skrevet, heldigvis er forsvundet ved harddisknedbrud, blev følgende noget af det sidste jeg skrev i digtform:

Forfaldet´s triplicitet




1.


Som en Big Bang parade

på salighedens nathimmel

Slæber ubevægelighedens Maraton

sig frem i sekundets navn.

Vinden hensover

i pulsen af mørke

som et Titanorgie

af henfaldent støv.

Vi er stadig radioaktiv kraft

i kaskader af metropoler

der eksploderer som blodstrømme

i jordskorpens årer.

I vulkan skrig

skælver Mahatma mundi

For Helvede er løs

og Paradis

stadig under opbygning.


2.


En Anorexiprinsesse

går i et

Med striberne fra

stroboskop lyset.

Som en stregtegning

af kvinden med leen

på jagt efter sig selv.

Verdenen er ikke længere;

Nazistisk.

Kommunistisk.

Kapitalistisk.

Demokratisk.

Blot stressistisk

jagen i vejr og vind,

hæng dig som en Harlekin Amøbe

I livets træ.

Under R kompleksets evindelige,

Uendelige desperate kamp

Hænger gadeskiltene

som ord uden mening i McWorld.

Snup dig en snack

og køb dig en mikrobølge ovn

For i dag er passé!


3.


Engel og Dæmon

Uden paraply

venter på at luften kollapser.

Dette er blod og angst

det skal briste før det bærer!

Skrukke haner og galende høns

Griber med klør og sultne blikke

Atomernes sitren i livets nu,

bølgende i kærlighedens safter.


Pyramider af fortvivelse,

sorg,

desperation,

frygt,

klagesang,

depression,

undertro,

mavesmerte,

tankefragmentation,

følelsesknive,

Stiger på livets vej

mod himlen

der aldrig, aldrig daler ned.


søndag den 17. maj 2009

Spørg ikke - hvis du ikke vil have svaret

Skuddrama under fransk fangetransport.

Lederen af politiets fagforening i Frankrig spørger:

I kølvandet på angrebet i La Courneuve opfordrede politifagforeningen Unsa de franske myndigheder til at tage skridt til at dæmpe spændingerne i de indvandrertunge, parisiske forstæder. I dag "undgik vi en katastrofe", siger Unsa, "men hvad med næste gang?
Næste gang - shit happens.

Om 20-40 år - you probably do not want to know.